Her kan du læse en kort biografi om Martin A. Hansen, en af nyere dansk litteraturs betydningsfulde forfattere.

Når Martin A. Hansen i perioden omkring og lige efter besættelsen fik en så væsentlig position i litteraturen, var det fordi hans tanker blev tænkt af mange i de år, han skrev.

Jens Alfred Martin Hansen blev født i Strøby på Stevns den 20. august 1909.
Hans far, Hans Peter Hansen, som den 18. oktober i 1908 blev gift med Karen Christine Mariane Mathiasen, var husmand og kirkesanger.

En tid boede den lille familie i Strøby, men i 1918 overtog de en lille ejendom på otte tønder land, der lå ved vejen mellem Strøby og Strøby Egede. Ejendommen fik det sigende navn "Stedet".

Det var ikke altid lykken, der tilsmilede familien, hvis private økonomiske situation siden hen dannede baggrund for den unge forfatters sociale indignation i debutromanen "Nu opgiver han".

På trods af fattigdom og modgang nød faderen stor anseelse på egnen og var en årrække sognerådsformand, mens moderen  var medlem af menighedsrådet.

Som lille dreng kom Jens Alfred Martin Hansen meget ind til "urmageren", der boede i sit beskidte og uryddelige hus som nabo til "Stedet".
Herinde hos "urmageren" eller "sogneprofeten" var der masser af bøger, som drengen lånte og læste med stor ildhu.

Det var her Jens Alfred stiftede bekendtskab med den store litteratur. "Urmageren" var en belæst autodidakt, som lod sine reoler være tilgængelige for den videbegærlige Jens Alfred, og samtidig holdt han nøje regnskab med, hvad drengen læste.
Den pudsige "original" åbnede nye døre for Jens Alfred, der ikke kunne få læsestof nok, og han holdt lange forelæsninger for  husmandssønnen om historiske og bibelske anliggender.

Lysten til bøger var næsten en slags narkomani, en uhelbredelig last, som blev stimuleret hos "urmageren".

Den 30. september 1922 blev Jens Alfred konfirmeret i Strøby kirke - skolen sluttede i foråret 1923.
Nu skulle drengen ud at tjene til livets ophold, som det var skik dengang.

Den 1. maj 1924 blev han tjenestedreng hos en bonde i Strøby Egede.
Siden kom han til "Legården" i Strøby.

På begge gårde sled og slæbte Jens Alfred - sikkert mere end nødvendigt, men sådan var hans sindelag, og det blev aldrig anderledes.

Barndommen var i de år, hvor samfundet på landet ændrede sig ganske meget, og Jens Alfred Martin Hansen tilhørte den gamle landbokultur, hvilket han ofte i sine skrifter kaldte for "gammellivet".

Da Jens Alfred var 17 år gammel i 1926 begyndte han i forberedelsesklassen på Haslev seminarium, hvor han i 1930 fik sin lærereksamen med udmærkelse.

Under sin læreruddannelse traf han flere studiekammerater, som fik betydning for ham resten af livet - næsten da.
Blandt andre var der Johannes Skovenborg og Henry Davidsen.

To studiekammerater indtog en særlig plads, det var Thorkild Petersen, som bar tilnavnet "Baron til Gimle" og Alfred Lykke Davidsen, "Konge til Læborg" (Lykke døde efter svær sygdom i 1950).
Selv bar Jens Alfred Martin Hansen tilnavnet "Greven".

Disse tre mennesker holdt sammen og de to studiekammerater fik på mange måder afgørende betydning for flere af Jens Alfred Martin Hansen og i flere henseender en vis indflydelse på nogle af hans værker.

Allerede under tiden på seminariet skrev det unge menneske og næsten alt blev forelagt Lykke, "Kongen af Læborg" for kommentarer og kritik, hvilket varede til og med romanen "Jonatans rejse".

I 1931 fik seminarist Hansen, ny lærer, job ved Københavns skolevæsen.
Det skal måske lige nævnes, at han havde et ganske kort vikariat i Odense, men det måtte man vist ikke betegne som nogen succes.

I 1933 blev han fast ansat på Blågårds seminariums øvelsesskole på Kapelvej.
Arbejdet på skolen blev passet samtidig med at han skrev, og det var selvsagt en vanskelig balancegang, der meget ofte voldte adskillige kvaler.

I forbindelse med udgivelsen af den første roman "Nu opgiver han" i 1935 opfordrede forfatterkollegaen Leck Fischer ham til ikke at bruge sit fulde navn Jens Alfred Martin Hansen.
Derimod mente Leck Fischer, at Martin A. Hansen vil være et meget bedre navn, som læserne ville huske - og derved blev det.

Den største støtte i sit liv fik Martin A. Hansen dog i fru Vera, som han traf den 6. maj 1932. Vera Jensen hed hun.

Hendes forældre havde en lille vognmandsforretning på Frederiksberg, (Ole Wivel skriver ganske vist i sin bog om Martin A. Hansen, at det var i Brønshøj) hvor hun blev født den 13. maj 1910.

Da hun var 22 år gammel forlovede hun sig med Martin A. Hansen.
De blev viet den 1. maj 1935 i Mariendals kirke i København.

Deres første hjem blev en lille lejlighed på Fjenneslevvej i Brønshøj. Her måtte fru Vera dog bo alene en del af tiden, da Martin A. Hansen allerede den 10. maj 1935 skulle til Holbæk for at aftjene sin værnepligt ved "8. Bataljons 5. Kompagni" indtil den 5. Oktober samme år.
Familieforøgelse den 21. marts 1939, da en lille dreng kom til verden. Hans-Ole blev hans navn.
Den 1. marts 1943 kom en lille pige til - og nu var familien på fire. Mette-Lise kom den lille pige til at hedde.

I august måned 1940 overtog familien et hus på Skolevangen nr. 21 i Brønshøj, hvor Martin A. Hansen selv måtte udføre en mængde reparationsarbejde godt hjulpet af vennerne Lykke ("Kongen af Læborg"), en svoger og Henry Davidsen, der begge var lærere.

Det var på denne adresse, Martin A. Hansen sad på sit lille kvistværelse med skrå vægge og skrev hovedværkerne i forfatterskabet fra "Jonatans rejse" til "Løgneren".

Fru Vera var helt enestående. Penge var det småt med, der var ikke råd til nogen form for luksus.
Hun var i modsætning til sin mand ikke bekymret for terminerne og led tilsyneladende ikke under den store mangel på penge.

Derimod var hun mere bekymret for sin mands mangel på nattesøvn og det kolossalt store forbrug af diverse piller mod migræne og anden dårligdom.

I flere dagbogsnotater har Martin A. Hansen skrevet om den plagsomme hovedpine og det store forbrug af capacetyl - hovedpinepiller.

I 1950 flyttede Martin A. Hansen og familien fra huset på Skolevangen i Brønshøj til Lejre, hvor de bosatte sig i den gamle præstegård for Osted-Allerslev.
Huset skulle naturligvis have et navn - og blev så af Martin A. Hansen "døbt" "Salum"

Det meste af livet var Martin A. Hansen plaget af sygdom - og formentlig har det sarte sind ikke mindst spillet en væsentlig rolle i sygdomsbilledet.

En rejse til Island i 1953 med dårligt vejr gjorde heller ikke tingene bedre og året efter samt den første tid af 1955 var han ikke på nogen måde rask, men trods det gennemførte han en foredragsrejse rundt i Danmark.

I foråret 1955 blev det konstateret, at Martin A. Hansen havde pådraget sig kronisk nyrebetændelse og han blev indlagt på Bispebjerg Hospital, hvor han døde den 27. juni, næsten 45 år gammel.

Martin A. Hansen i sit arbejdsværelse på "Salum" - huset i Lejre - 1954. Navnet "Salum" stammer fra en runesten i Skåne,Toke Gormsøns.

Hans båre blev ført til det elskede "Salum" og få dage efter, den 1. juli, blev han han begravet fra Grundtvigskirken og gravsat på Allerslev kirkegård.

Tre år senere døde fru Vera og blev begravet ved siden af sin mand.