Labialpibe -- historie
Labial betyder læbe - læbepibe, men vi bruger altså de latinske forstavelser og kalder fløjten for en labialpibe, hvis forbillede findes i utallige fløjter. Blokfløjten er blot et eksempel.

Luften til piben kommer ind forneden gennem pibefoden

Egen skitse Når luftstrømmen kommer op i røret nedefra, deler den sig i to ved den øverste kant i "revnen" - og netop det er fidusen, for præcis dér, hvor luften passerer den øverste læbe, dannes tonen, som så forstærkes af røret.

Rørets længde afgør tonehøjden - et langt rør giver dyb en tone og et kort rør en høj tone.

Rørets vidde har indflydelse på klangen.

For at opnå en ensartet klang i en piberække er forholdet mellem pibelængde og vidde - den såkaldte mensur - af stor vigtighed -- og det stiller store krav til orgelbyggerens håndværkmæssige og musikalske forudsætninger.

Orgler fra fra tiden omkring 1400 havde ofte varierende mensur, idet alle piber var lige "tykke" - og derfor var klangfarven ikke egal..

Foto: Sven Hjorth Andersen - gengivet med fotografens tilladelse. Gamle labial-piber af tin -- læg mærke til angivelserne
af tonehøjderne.

Det har givet lydt ganske specielt. På den anden side var der dengang ikke tale om flerstemmig musik. Men det har unægteligt været et noget anderledes klangideal, der var fremherskende.

Først op igennem tiden, hvor flerstemmigheden udviklede sig, blev det nødvendigt med ensartet mensur for at opnå samme klangfarve i en hel piberække.
Byggematerialerne er som regel træ - eller metal.

 

Når man ser en orgelfacade, er det oftest - ja, næsten altid - labialpiber, man ser. Disse piber kaldes orglets principalstemmer og giver orglet dets grundklang.

Historisk set er det den dybeste tone i de tidlige primitive orgelværker, som bar navnet Principal eller Vox Principalis.
Betegnelsen havde intet med piberækkens klangfarve at gøre.

Efterhånden udviklede man piberækken, så klangfarven blev mere ensartet. Man fik med tiden udviklet en decideret fløjtekarakter - en mere fast klang med en god grundtone.
Det var denne registertype, der med tiden blev orglets vigtigste stemme. Den kunne gennemføres fra den dybeste til den højeste høregrænse uden at ændre sin karakter.

Principalregistrene kan forekomme i alle tonehøjder - lige fra 32', 16', 8', 4', 2' og først ved den helt lille pibestørrelse i registret 1' når man grænsen for, hvad man kan nå i tonehøjde - uden at klagfarven ændres.

Principalpiber er oftest fremstillet i metal - i vore dage som regel i en legering af tin og bly - og her kan mængden af tin variere fra 30% til 100%
De ældste principalpiber blev i øvrigt fremstillet af kobber.

Da man ofte ønsker at anvende principalpiber i orglets facade og dermed bevare metallets glans - og den mere overtoneholdige klang - er tinprocenten i moderne orgler ret høj - et sted imellem 60 og 75 procent er meget almindelig.

Principalpiber udført i træ er ikke almindelige, men det forekommer - og klangen vil da blive lidt mildere end dersom man havde anvendt tin-bly.

Til forrige side Til indholdsfortegnelsen Til næste side
Her kan du sende E-mail til hjemmesidens ophavsmandTil toppen
03. december 2013