Tungestemmen får ligesom labialstemmen luft neden fra gennem pibefoden. Luften sætter et lille "blad" i svingninger, dette "blads" længde bestemmer tonehøjden.

Længden på "rørbladet" er fastsat for den enkelte pibe, men piben kan stemmes ved hjælp af en såkaldt stemmekrykke, som kan ændre en smule på længden af den del af bladet, der skal svinge frit for at danne tonen.

Tonen er snerrende og der er et væld af overtoner i den.

Derimod har længden af piben - som her kaldes lydbægeret - en langt mere kompliceret indflydelse på tonehøjden og ikke mindst på klangfarven.

Et kort lydbæger styrker resonansen for tungens højere overtoner - eller som det kaldes i fagsproget, partialtoner.
Et langt lydbæger giver groft sagt den modsatte virkning.

Rørstemmerne ser man ikke ofte i orglets facade - og dog - man ser med jævne mellemrum store orgler, hvor en piberække "stikker" vandret ud fra facaden - ud imod rummet. Det er som regel rørstemmer, der ligger dér.

Danmarks mest sete orgel er sandsynligvis orglet i Danmarks Radios koncertsal. Dér ser man tydeligt disse vandret liggende piber - trompeter.

I særlig grad kan se den slags arrangementer på spanske orgler.

Rørstemmerne giver orglet temperament.

Virkemåden minder meget om klarinetten, saxofonen, oboen og fagotten, hvor der i mundstykkerne netop sidder et såkaldt rørblad - i oboen og fagotten er der tilmed to rørblade i mundstykkerne.

Historisk menes det, at man allerede i 1200-tallet skulle have haft tungestemmer i et orgel i Frankrig (i byen Dijon).

Her stod et instrument, hvor man havde en stemme med en slags skalmaje-stemme - "calmi Deicustodientes".  Men det er først i 1400-tallet, at man med nogenlunde sikkerhed ved, at denne stemmetype fandt plads i orglet.

Det var især i de små transportable orgler, man anvendte disse stemmetyper - i de såkaldte regaler.