Tonehøjden, hvori de fleste instrumenter stemmes, fastlægges ud fra den såkaldte kammertone, a' hvis svingningstal er på 440 Hz - i dag i hvert fald.
I de senere år har man endog hørt kammertonen på 442 Hz.. Det seneste er, at man specielt i USA har fundet ud af at hæve kammertonen til 444 Hz.

Sådan har det ikke altid været.

Før i tiden har tonehøjden varieret ganske meget.

Det var først efter 1711, da man opfandt stemmegaflen, at man flere steder anvendte samme tonehøjde.

Hold kammertonen

• I slutningen af 1700-tallet talte man om fire forskellige tonehøjder. "Cornettonen", som var den mest brugte i Tyskland, var god for orgelbyggerne, idet man kunne spare på pibernes størrelser og dermed på materialeforbruget.
  
• En halv tone lavere lå "kortonen", som var mere bekvem at synge efter.
  
• Denne tonehøjde blev betegnet som "den italienske tone" med en udgangstone - tæt på vor tids kammertone.
  
• En tonehøjde, som lå en halv tone under kammertonen, var "den franske tone" - den blev, som betegnelsen antyder, brugt i Frankrig.
  
• I 1885 blev man på en international stemmekonference i Wien enige om at anerkende den franske tonehøjde med a' som udgangstone på 435 Hz.
  
• Musikernes ønsker om en mere brillant klang - specielt i orkestrene - har dog siden medført, at a' er røget op på 440 Hz, som den er i vore dage.

- det er svært.

En par eksempler på instrumenter, som er stemt forskelligt skal du se her:

• Strassburger Münster (1713), Tyskland - bygget af Andreas Silbermann - a'=393 Hz.
  
• St. Jacobi, Hamburg (1688), Tyskland - bygget af Arp Schnitger - a'=489 Hz.
  
• Compenius-orglet, Frederiksborg Slot i Hillerød (1610), Danmark - bygget af Esajas Compenius - a'=460 Hz.
  
• Trinity College i Cambridge (1759), England - angives at være bygget af bygget af Father Smith - a'=395 Hz.

Kilde: Poul-Gerh. Andersen: "Orgelbogen", Munksgaards Forlag, 1956.